Video : Tipsbladet
Generelle

2. divisionsklub får besøg af AC Horsens: Fedt for holdet og byen

Direktøren for Middelfart Boldklub tilskriver sit hold 15-20 procents chance for at gå videre i Sydbank Pokalen mod AC Horsens, men begivenheden bliver stor for 2. divisionsklubben uanset.

Der mangler kun tre kampe i denne runde af pokalturneringen, og to af dem spilles på onsdag. I begge tilfælde skal Superliga-hold på besøg hos divisionsmandskaber, og for AC Horsens' vedkommende betyder det en tur til Middelfart.

Her forventer administrerende direktør i Middelfart Boldklub, Søren Godskesen, omkring 1500 tilskuere på lægterne, hvilket i givet fald vil være lidt flere end de 1121, der så AaB vinde samme sted i fjor. 

Der kommer normalt 300 tilskuere til klubbens kampe, så Godskesen understreger da også, at onsdagens Superliga-besøg er en stor begivenhed i det vestfynske. Selv om hans hold står foran en svær opgave mod Horsens, der søndag vandt på Brøndby Stadion.

- Det bliver fedt for både holdet og byen at få besøg af et Superliga-mandskab som Horsens. Og vi skal bare give den fuld gas og spille vores chance, selv om det ikke bliver nemt mod Bo Henriksens mandskab. Vælger han stærkeste opstilling, har vi måske 15-20 procents chance for at vinde. Men den skal vi også forfølge, det har man en forpligtelse til, når man tilmelder sig DBU Pokalen, siger Søren Godskesen ifølge Sport Fyn.

Skal Middelfart-spillerne bruge inspiration til, hvordan man gør pokallivet surt for et Superliga-hold, behøver de ikke rette øjnene længere tilbage end i sidste uge. Da tvang Dalum IF FC Midtjylland ud i forlænget spilletid, mens Kolding IF vandt 2-1 hjemme over Randers FC.