Video : Tipsbladet
Generelle

Eibar og Barca delte i målrig affære

FC Barcelona formåede kun at spille uafgjort, da de gæstede Eibar i den sidste runde af La Liga.

Det er efterhånden et par uger siden, at FC Barcelona sikrede sig det spanske mesterskab, og derfor var der heller ingen ting på spil, da de søndag gæstede Eibar i den sidste runde af La Liga-sæsonen. 

Hjemmeholdet havde heller ikke noget på spil i kampen, men det afspejlede deres start ikke. De kom nemlig godt fra land, og efter 20 minutters spil fandt Marc Cucurella vejen til netmaskerne med et hårdt drøn fra feltets venstre side. 1-0 til Eibar. 

Det varede dog ikke længe, før Lionel Messi fik lavet om på den stilling. Efter 31. minutters spil blev han sendt i dybden af Arturo Vidal, og her afdriblede Messi Eibars keeper og sendte bolden i mål. Dermed var der bragt balance i regnskabet. 

Blot et minutter efter var Messi på spil igen. Denne gang var det Ivan Rakitic, der fandt argentineren med en aflevering i dybden. Igen var Messi koldblodig, da han chippede bolden i mål til stillingen 1-2. 

Det så ud til, at stillingen ville fortsætte sådan til pausefløjt, men det fik Pablo De Blasis lavet om på i det 45. minut. Jasper Cillesen var kommet ud på en mindre skovtur, og det udnyttede De Blasis ved at flugte en nedfaldsbold i det tomme mål, mens Cillesen forgæves fortsøgte at nå tilbage. 

I anden halvleg blev der lagt en dæmper på de mange scoringer. Barca udnyttede halvlegen til at give et par talenter noget spilletid. Carles Alena, Carles Perez og Moussa Wague kom alle ind og fik minutter i benene. 

Kampen endte uden flere scoringer, og dermed blev det til et enkelt point til både Eibar og FC Barcelona i den sidste kamp af La Liga-sæsonen.