Frank Arnesen udelukker ikke job i Danmark
Illustration
Generelle

Frank Arnesen udelukker ikke job i Danmark

Frank Arnesen har ikke tænkt på en fremtid i dansk fodbold, men han udelukker ikke muligheden. 

Frank Arnesen er atter ledig på markedet efter et kort ophold i den ukrainske klub Metalist Kharkiv. Han har allerede udtalt, at han er klar til et nyt fodboldjob, men spørgsmålet er, hvor hans næste udfordring ligger. 

I december kom det frem, at Arnesen havde holdt møder med FC Københavns direktør Anders Hørsholt, men umiddelbart tænker Frank Arnesen ikke på en fremtid i dansk fodbold. 

- Det er ikke lige det, jeg har tænkt så meget på. Man skal aldrig udelukke noget, men for mig handler det om projektet. Det er sådan, jeg ser på det, men jeg har ikke tænkt så meget på det, siger Frank Arnesen til tipsbladet.dk.

Han er tidligere blevet nævnt som en kandidat til landstrænerposten i Danmark, men har sidenhen slået fast, at han ikke er interesseret i jobbet. Han er dog åben over for en anden funktion i DBU, hvis det rette job findes. 

- Det kommer an på, hvad det handler om. Jeg skal se, om jeg kan gøre en forskel et sted, og om det er interessant. Jeg vil ikke udelukke noget i den her situation, siger Frank Arnesen. 

Inden ansættelsen i Metalist Kharkiv var Frank Arnesen sportsdirektør i Hamburger SV gennem to sæsoner.