Generelle

Laudrup er færdig for denne sæson

Michael Laudrup river et år ud af kalenderen og takker nej til alle henvendelser, han måtte få.

Efter en række turbulente uger er der så småt ved at falde lidt ro over Michael Laudrup. Efter at have underskrevet sin opsigelse er danskeren nu helt fri af Mallorca, og dermed kan han så småt begynde at overveje fremtiden.

Og ifølge diverse skriverier i den spanske presse, er de første klubber allerede begyndt at vise interesse for den nu arbejdsløse Michael Laudrup. Men disse kan godt lægge alle planer, der inkluderer den danske cheftræner, i skuffen for en tid. Laudrup har nemlig tænkt sig at tage et sabbatår og få de hektiske måneder på den spanske ferieø lidt på afstand.

- Jeg er ikke i spil til nogen trænerjobs resten af denne her sæson, fastslår Michael Laudrup over for TV2 Sporten og fortsætter:

- Det eneste jeg kan sige er, at nu bliver vi i hvert fald her (på Mallorca, red.). Vores datter Rebecca, som er den sidste hjemmeboende af vores tre børn, har sidste år i skolen, inden hun skal videre på universitetet, og hun skal slutte gymnasiet her på Mallorca. Det vil sige, vi bliver her indtil juni måned.

Danskeren afslører, at det familien og ikke mindst ham selv har allermest brug for lige nu, er fred og ro.

- Det jeg har brug for nu, det er ikke at være i medierne i et lille stykke tid, fordi de sidste tre fire uger har der været rimeligt meget, siger Michael Laudrup.

Den danske fodboldlegende har tidligere stået i spidsen for Brøndby, Getafe og Spartak Moskva.