Video : Tipsbladet
Generelle

Officielt: Manchester City bruger over en halv milliard på 23-årig spanier

De engelske mestre har netop præsenteret midtbanespilleren Rodri, der skifter til Premier League efter en enkelt sæson i Atlético Madrid.

Manchester United har sikret sig den 23-årige spanske midtbanespiller Rodri, der efter en enkelt sæson i Atlético Madrid altså nu tager springet til Premier League.

Det bekræfter Manchester City på klubbens hjemmeside.

Var lige på trapperne
Det var forventet, at offentliggørelsen var lige på trapperne, idet Atlético Madrid onsdag eftermiddag bekræftede på Twitter, at de engelske mestre havde betalt frikøbsklausulen på 522 millioner kroner.

Det har længe ligget i kortene, at Pep Guardiola ville hente en ny defensiv midtbanespiller, idet brasilianske Fernandinho efterhånden er blevet 34 år.

Beundrer Citys spillestil
Rodri, hvis fulde navn er Rodrigo Hernandez, skiftede sidste sommer fra Villareal til Atlético Madrid for 186 millioner kroner.

- Det, som City har opnået i de seneste to år, er utroligt, og jeg ser frem til at blive en del af en så talentfuld trup. Ikke blot på grund af titlerne, men også på grund af måden, de har gjort det. De har hele tiden spillet offensiv fodbold. Det er en stil, der tiltaler mig. Og det samme gør klubbens ambitioner, lyder det ifølge Manchester Citys hjemmeside fra Rodri.