Generelle

Tomasson: Jeg er super glad

Den danske angriber Jon Dahl Tomasson scorede to gange i kampen mod Ajax, og efterfølgende var landsholdsspilleren stolt.

I går spillede Jon Dahl Tomassons nye klub Feyenoord uafgjort 2-2 mod Ajax, og den danske angriber stod for begge Feyenoords mål. Derfor var det da også en stolt Tomasson, der skulle udtale sig efter kampen.

- Jeg er jo super glad, både fordi jeg har scoret to mål, og jeg er glad, fordi vi kom tilbage. Vi viste rigtig meget vilje og karakter. Vi kom tilbage to gange efter at have været bagud - så man kan vist godt tillade sig at sige, at vi var de moralske vindere, siger Tomasson til TV 2 Sporten og fortsætter:

- Det var en typisk topkamp mellem to traditionsrige klubber, fantastisk stemning. I sidste ende får vi scoret til 2-2, hvilket er fortjent. Hvis der skulle have været en vinder, så skulle det have været os, men alt i alt en fantastisk præstation af holdet i dag, siger han.

Feyenoord har fire point efter tre kampe i den hollandske Æresdivision.