Generelle

Tuomas Aho skifter til HJK Helsinki

AGF er godt i gang med at slanke truppen til 1. divisions-niveau. Det betyder, at den finske forsvarsspiller Tuomas Aho i dag bliver sendt retur til Finland, hvor han kom fra i 2004. Han er blevet løst fra sin aftale i Århus og har skrevet kontrakt med HJK Helsinki.

"Vi er i færd med at tilpasse vores trup til 1.division, og da HJK Helsinki viste interesse for Tuomas, som ikke har været blandt Ove Pedersens foretrukne i foråret, nåede vi hurtigt frem til en aftale," siger sportschef Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.

Tidligere på foråret var det norske Johnni Hanssen, der fik sin aftale med AGF ophævet. Både Aho og Hanssen var ansat i klubben på forskerordninger, og ifølge Århus Stiftstidende menes den samlede lønbesparelse for de to at ligge på knap 200.000 kroner om måneden.

"Tuomas Aho har været hårdt ramt af skader, og derfor haft svær ved at bide sig fast på førsteholdet. Uanset hvordan hans situation har været, har han dog arbejdet hårdt og seriøst til hver eneste træning, og derfor glæder det mig, at han får denne chance. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke med fodboldkarrieren," lyder Brian Steen Nielsens afskedsord til finnen.

LÆS TIPS-BLADET MIDTUGE: GRAHN MÅ LEVE OP TIL SIN KONTRAKT. PÅ GADEN TIRSDAG MORGEN