Generelle

Kjær og Reid var prøveklude - nye millioner venter FCM

FC Midtjyllands akademidirektør Claus Steinlein forventer flere store spillersalg i de kommende år, når flere årgange fra FCM's fodboldakademi bliver seniorspillere.

FC Midtjylland har med salget af Winston Reid særdeles god succes med at sælge de spillere, der var blandt de første til at træne på klubbens fodboldakademi tilbage i 2004.

Ud over fra Reid har FCM også fået et millionbeløb for Simon Kjær, der i sommer igen skiftede klub og nu stiller op for Wolfsburg i Bundesligaen, og ungdomsafdelingens direktør Claus Steinlein håber, at de næste generationer vil klare sig mindst lige så godt.

- Vi forsøger på akademiet at give dem en endnu bedre uddannelse i dag. En Erik Sviatchenko virker mere stabil, end Winston gjorde dengang, fordi han har prøvet flere internationale kampe, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk.

- Vi skal huske, at det var i 2004, vi startede med akademiet med Kjær, Winston, Jesper Juelsgaard og Jonas Lössl i truppen. Dengang var vi ikke de gode talentudviklere, vi er i dag. Vi har udviklet os meget. Uddannelsen er blevet meget bedre, siden Winston var der. Det er meget godt, at vores kuld af prøveklude har indeholdt mange gode spillere, fortsætter Claus Steinlein.

Steinlein er ikke overrasket over, at Reid endte med at blive solgt til en stor klub i udlandet.

- Winston Reid flyttede herind på værelse et på akademiet for seks år siden som en lille dreng. Fysisk har han altid kigget ned på mig, han var høj men tynd dengang, men mentalt var han en lille dreng. Han har været igennem en lang udvikling, og vi har nogle gange glemt, hvor ung han er. Når man kigger tilbage på Kristian Bak, da han havde spillet 50 kampe, var han ikke altid stabil. Han lavede også fejl. I mit hoved var Winston en spiller, der lavede fejl, men som lavede stadig færre af dem. Om det blev det her transfervindue eller næste eller næste igen vidste jeg ikke, men jeg var aldrig i tvivl om, at han ville blive solgt til en rigtig god klub. Så er jeg ekstraordinært glad ved, at det er til verdens bedste liga, siger Claus Steinlein.

- Vi får den trøje, han scorede med (mod Slovakiet ved VM, Red.), til at hænge nede på vores kontor på A-landskampsvæggen nede ved siden af Simon Kjær. Vi får den, når han kommer hjem for at fortælle alle akademi-spillerne om, at han boede på værelse et. Det er en del af vores uddannelse. De er også med til pressemødet for at høre, hvad Kristian Bak kan tilføre. Winston Reid har siddet i det her lokale på samme måde. Jeg ved, at der blandt de unge mennesker, der sad her i dag (torsdag 5. august, da Kristian Bak Nielsen blev præsenteret i FCM, Red.), er fire-fem spillere, der bliver solgt herfra til udlandet for store beløb. Vi skal tænde drømmen i dem. Winston er gået fra værelse et til West Ham, og det er den drøm, vi gerne vil tænde hos de unge mennesker, siger Claus Steinlein.

FC Midtjylland håber på at hilse farvel til Reid en af de kommende dage, hvor Reid muligvis får fri til rejse tilbage til Danmark for at pakke sine ting sammen.