Video : Tipsbladet
Landshold

DBU-chef om ny U21-landstræner: Han er den rigtige for dansk fodbold

Flemming Berg, der er talentudviklingschef i DBU, har stor tiltro til, at Albert Capellas er den rette mand til jobbet som ny U21-landstræner. Han begrunder samtidig, hvorfor Steffen Højer har fået jobbet som assistent på fuld tid.

Når U21-landsholdet skal forsøge at kvalificere sig til sin EM-slutrunde på stribe, bliver det med Albert Capellas i spidsen. DBU har netop præsenteret spanieren som afløser for Niels Frederiksen. Ved sin side får han Steffen Højer som assistent.

Talentudviklingschef i DBU, Flemming Berg, glæder sig over at kunne præsentere den nye landstræner, som han har store forventninger til.

- Med ansættelsen af Albert får vi en træner, der ikke kun kommer med international erfaring, men også med et indgående kendskab til dansk fodbold. Albert vil arbejde videre med det spillemæssige udtryk, som vi gerne vil have i vores talentudvikling. Han er i mine øjne den rette træner til at kunne fortsætte den retning, vi mener i DBU er den rigtige for dansk fodbold for fortsat at kunne udvikle dygtige spillere til både klub og landshold, siger Berg.

Capellas var gennem halvandet år assistenttræner for Thomas Frank i Brøndby IF, mens han også kortvarigt stod i spidsen for klubbens U17-hold.

Steffen Højer kommer fra to sæsoner som cheftræner for Viborg FF, og han bliver ansat i jobbet på fuld tid. Forgængeren Uffe Pedersen havde også opgaver på DBU's P-trænerkurser ved siden af.

Flemming Berg uddyber:

- Denne sportslige konstruktion, forventer vi, kan løfte endnu mere hos vores allerstørste talenter og giver os en mulighed for at kunne styrke samarbejdet DBU og klubberne i mellem, hvilket er helt afgørende for, at vi i et land som Danmark fortsat kan være med i den europæiske top.

Desuden ansætter DBU Thomas Sørensen (ikke dén Thomas Sørensen) som fast analytiker på U21-landsholdet. Han var for første gang med ved det netop overståede EM.

Albert Capellas vender med jobbet tilbage til Danmark, og han ser frem til at tage fat på sine nye opgaver. Han var til stede i Italien under U21-EM og roser det hold, han nu overtager.

- Det, jeg så i blandt andet Italien, er et ungt hold fyldt med potentiale, der allerede nu har en vigtig international erfaring som vil være et afgørende fundament for den kommende U21-årgang, og vores mulighed for at præstere på et højt niveau og skabe de resultater som både vi selv og danskerne forventer, siger han.

Første opgave for det nye trænerteam bliver en testkamp mod Ungarn og en EM-kvalifikationskamp mod Rumænien i september.