Video : Tipsbladet
Landshold

Fem nedslag i Nations League: Her er der meget på spil

Gruppespillet i UEFA's nye landsholdskoncept nærmer sig sin afslutning. De sidste kampe spilles i november, og der er flere skæbnekampe i vente. Overblikket får du her.

Senest opdateret den 16. november

Lad det være sagt med det samme: UEFA ønskede med Nations League at give landsholdsfodbolden flere spændende kampe med noget på spil, og det er der i den grad i vente i de kommende dage. 

I næsten alle puljer i de fire ligaer er der både oprykning og nedrykning på spil, og i flere tilfælde er det blandt Europas største fodboldnationer, at de afgørende slag skal slås.

Stort set alle nationer har stadig noget at kæmpe for, og Danmark er en af den. Vi har dog på tipsbladet.dk forsøgt at se bort fra Danmarks pulje for en stund, skære ind til benet og vælge fem andre højdepunkter ud, som er værd at holde et øje med i denne sidste gruppespilsrunde i Nations League.

Tager Kroatien fusen på England og Spanien? (England - Kroatien)

Kroatien overraskede hele fodboldverdenen tidligere på året, da Luka Modric og kompagni gik hele vejen til VM-finalen, hvor de dog måtte se sig besejret af Frankrig. I Nations League startede det dog forfærdeligt for kroaterne, der blev kørt over med hele 6-0 af Spanien, der synes på vej tilbage mod fordums styrke.

Torsdag aften fik VM-finalisterne så deres hævn på Stadion Maksimir i Zagreb i en hæsblæsende femmålskamp, der endte 3-2 til kroaterne, og som nu har vendt alt på hovedet i A-ligaens Gruppe 4. Spanien lignede efter de første to runder sikre puljevindere, men med nederlag til England og senest Kroatien er alt nu åbent. 

Det afhænger alt sammen af udfaldet på Wembley søndag aften, hvor Kroatien og England mødes i en direkte duel om at overhale Spanien, vinde puljen og kvalificere sig til Nations League-semifinalerne. Ender det uafgjort, er det derimod Spanien, der vinder det hele. 

England og Kroatien mødes på søndag med kampstart kl. 15.00. Kampen kan ses på 6'eren. 

A-ligaen - Gruppe 4

Kampe   Målscore   Point   
Spanien 4 5 6
England    3 0 4
Kroatien 3 -5 4

Skal Belgien eller Schweiz i semifinalen? (Schweiz - Belgien)

Vi fortsætter i A-ligaen, hvor Belgien egentlig allerede har slået Schweiz og dermed ligner favoritterne til at tage puljesejren i Gruppe 2. Det forholder sig bare sådan, at da Schweiz vandt med hele 6-0 og 2-1 over gruppens slagtekvæg Island og Belgien "kun" vandt med 3-0 og 2-0 over vores nordiske naboer, så har de to nationer alligevel samme målforskel.

Og det er ikke helt ubetydeligt, inden at de to hold mødes i en direkte duel søndag. Belgien vinder gruppen, hvis de får point, men vinder Schweiz kampen, kan de altså overhale Belgien på målstregen og tage puljesejren.

Seneste opgør endte med en smal 2-1-sejr til VM-bronzevindere takket være et sent mål af Lukaku, men nu har Schweiz hjemmebane, og så skal det blive spændende at se, om de kan tage hævn og dermed spille sig i semifinalen

Schweiz og Belgien spiller søndag aften kl. 20.45. Kampen kan ses på Eurosport 2. 

A-ligaen - Gruppe 2

Kampe    Målscore  Point  
Belgien 3 6 9
Schweiz   3 6 6
Island 4 -12 0

Fortsætter verdensmestrene storformen - eller overrasker Holland og sender Tyskland ud i mørket? (Holland - Frankrig)

Det tredje nedslag er også i A-ligaen, og det er altså også bare fordi, at det er her de største nationer befinder sig. Det hollandske fodboldlandshold har længe været langt fra at gentage fortidens store bedrifter, men de har overrasket i Gruppe 1, hvor det i stedet er verdensmestrene fra 2014, Tyskland, som er under det største pres inden sidste spillerunde.

De nykårede verdensmestre fra Frankrig er omvendt godt kørende og kan med en sejr over Holland sikre en gruppesejr og plads i semifinalen. Kampen mellem de to mandskaber vil dog særligt tiltrække sig interesse fra Tyskland, som er kommet i store problemer efter nederlaget på 0-3 til Holland.

For hvis hollænderne får uafgjort, så ser det altså ualmindeligt svært ud for tyskerne, hvis målscore er markant dårligere end Hollands. Vinder Holland, er tyskernes chancer udspillet i A-ligaen, men taber Holland til Frankrig, åbner det op for en gyser senere på runden, hvor Tyskland skal kæmpe om overlevelsen mod Holland.

Holland og Frankrig spiller fredag aften kl. 20.45. Kampen vises på Eurosport 2.

A-ligaen - Gruppe 1

Kampe   Målscore   Point 
Frankrig 3 2 7
Holland 2 2 3
Tyskland   3 -4 1

Får Montenegro revanche mod naboerne fra Serbien? (Serbien - Montenegro)

I 2006 erklærede Montenegro deres selvstændighed, men det første møde mellem Serbien og Montenegro kom først tidligere på året, da Alexander Mitrovic scorede to gange og dermed sikrede Serbien sejren. 

Nationernes indbyrdes opgør nummer to indeholder dermed både muligheden for montenegrinsk revanche, men der i den grad også vigtige point på spil i C-ligaens Gruppe 4. Serbien og Montenegro ligger nemlig henholdsvis nummer ét og nummer to, og da der kun er et point, som skiller de to hold, kan mødet altså blive afgørende for, hvem der vinder puljen og dermed får en unik mulighed for at komme tættere på en billet til EM-slutrunden i 2020. 

Der er østeuropæisk nabomøde fredag eftermiddag kl. 15.00. Kampen vises ikke på dansk tv. 

C-ligaen - Gruppe 4

Kampe   Målscore  Point 
Serbien 4 3 8
Montenegro   4 3 7
Rumænien 4 1 6
Litauen 4 -7 0

Snubler Hviderusland i kampen om EM-billetterne? (San Marino - Hviderusland)

Vi hopper ned i den mindre attraktive D-liga, og selvom det måske ikke er de mest spektakulære spillere og fodboldnationer, der skal i aktion, så er det netop her, at Nations League-konceptet bliver interessant.

UEFA's nye landsholdskoncept giver nemlig ikke blot de små nationer, der ved hver VM- og EM-kvalifikationen lider det ene store nederlag efter det andet, muligheden for at teste sig selv af mod ligemænd. Europas lilleputnationer får også en unik mulighed for at komme tættere på EM-slutrunden.

Vinderne af de fire puljer i D-ligaen kommer nemlig til at konkurrere om én EM-billet, som de under normale omstændigheder aldrig vil have en chance for at få fingrene i. Derfor er de sidste to kampe i Gruppe 2 også værd at holde et øje med. Torsdag aften vandt Hviderusland nemlig over Luxembourg og tager dermed førstepladsen inden de sidste to kampe. Nu skal de blot gøre arbejdet færdigt mod San Marino. Snubler de, kan Luxembourg omvendt tage førstepladsen tilbage i sidste øjeblik med en sejr over Moldova.

San Marino og Hviderusland mødes søndag kl. 18.00. Kampen vises ikke på dansk tv.

D-ligaen - Gruppe 2

Kampe   Målscore   Point 
Hviderusland 5 8 11
Luxembourg   5 7 9
Moldova 5 -1 8
San Marino 5 -14 0

Foto: Getty Images