Fiasko: DBU aflyser kvindelandskamp mod Sverige
Foto: Getty Images
Landshold

Fiasko: DBU aflyser kvindelandskamp mod Sverige

Danmarks landskamp mod Sverige på fredag er blevet aflyst som en konsekvens af konflikten mellem kvindelandsholdet og DBU.

Konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet har nået sin kulmination.

Fredagens VM-kvalifikationskamp mellem Sverige og Danmark er blevet aflyst som en direkte konsekvens af den igangværende konflikt. Det oplyser Sveriges Fodboldforbund over for svensk STV.

Forhandlingerne har stået på i over et år, uden at det er lykkedes parterne at nå til enighed. Spillerne har nægtet at stille op uden en endelig afklaring, og derfor har DBU set sig nødsaget til at melde afbud til fredagens landskamp.

Dermed bliver Danmark taberdømt, og aflysningen vil sandsynligvis også medføre, at Danmark bliver smidt ud af kvalifikationen til VM i Frankrig i 2019. De danske vice-europamestre risikerer også at blive nægtet deltagelse i EM-kvalifikationen forud for slutrunden i 2021.