Frederiksen roser Dortmund-dansker: Mon ikke han snart kommer på landsholdet
Foto: Getty Images
Landshold

Frederiksen roser Dortmund-dansker: Mon ikke han snart kommer på landsholdet

Jacob Bruun Larsen har fået en flyvende start på Bundesliga-sæsonen for Borussia Dortmund, og U21-landstræner Niels Frederiksen regner ikke med, at offensivspilleren bliver ved med at optræde på U-landsholdene i de tre år, han egentlig kan.

I optakten til denne sæson imponerede Jacob Bruun Larsen i Borussia Dortmund, blandt andet ved at score fire mål i samme kamp, men danskeren fik de første par runder af Bundesligaen ødelagt af en skade. Da han kom tilbage, fortsatte han bare, hvor han havde sluppet.

Bruun Larsen har nu scoret to gange og assisteret en enkelt i tre Bundesliga-optrædener for Dortmund i denne sæson, og med mindre han skulle løbe ind i en ny skade, er han også med, når U21-landsholdet møder ind til to afgørende kvalifikationskampe i næste uge.

Det er dog ikke sikkert, at U21-landstræner Niels Frederiksen bliver ved med at råde over Bruun Larsen i så lang tid, som han egentlig kan. For ifølge reglerne kan den 20-årige Dortmund-spiller stille op for Frederiksens hold i tre år endnu.

- Jeg tror, han har potentiale til at rykke endnu højere op i fodboldverdenen, men Bundesligaen er nærmest perfekt til ham på nuværende tidspunkt. Hans succes er selvfølgelig også interessant for Åge Hareide, og selv om jeg efter reglerne kan bruge ham tre år endnu, er det ikke sikkert, det bliver sådan. Mon ikke han er A-landsholdsspiller om et år eller to, siger Niels Frederiksen til Politiken.

Næste opgave i landsholdsregi er dog mod Polen i EM-kvalifikationen fredag i næste uge. Vinder Danmark den, er EM-deltagelsen sikret. Bliver det uafgjort, kan Niels Frederiksen og co. stadig selv afgøre det hjemme mod Færøerne fire dage senere.

Landstræneren udtager truppen til de to kampe klokken 11 i dag.