Tipsbladet i Parken
Andreas Christensen måtte udgå med en skade efter blot et kvarter, da Danmark slog Finland 3-1 i Parken torsdag aften, og derfor bliver der indkaldt forstærkning til landsholdet forud for søndagens udekamp mod Kasakhstan.
Det afslørede Kasper Hjulmand på pressemødet efter 3-1-sejren.
- Jeg skal udtage en ny midtstopper. Jeg kan ikke sætte navn på nu, men vi melder selvfølgelig ud, sagde Kasper Hjulmand, der antydede, at personen - eller personerne - har fået besked og er på vej i den danske lejr:
- Alt er på plads. De sidder allerede i flyet.
Forud for opgøret mod Finland måtte Joachim Andersen forlade lejren med en skade, så det danske forsvar er noget amputeret til opgøret mod Kasakhstan. De rød-hvide kan dog ikke løbe fra favoritværdigheden af den grund.
Kasakhstan tabte torsdag 1-2 til Slovenien.