Kontant italiensk fodboldpræsident: Vi skal i EM-semifinalen
Italien er allerede kvalificeret til næste års EM-slutrunde i Frankrig. Men selvom italienerne fortsat mangler at spille deres sidste kamp i kvalifikationspuljen, har landets fodboldpræsident, Carlo Tavecchio allerede fastsat succeskriteriet for slutrunden i 2016.
- Vi skal minimum være blandt de fire bedste. Derefter må vi se, hvordan det går. I aftes (søndag aften red.) så vi, hvordan det gik Tyskland og Holland. Det er langt fra nemt. Men vi kvalificerede os med en kamp i hånden, og det betyder noget, sagde Tavecchio ifølge Football Italia på en pressekonference.
Fodboldbossen er dog ikke i tvivl om, at Italiens træner, Antonio Conte, skal have æren for de flotte præstationer, som landsholdet har leveret i kvalifikationen. Contes kontrakt udløber dog efter den kommende EM-slutrunde, men det bekymrer ikke Carlo Tavecchio.
- Vi skal ikke snakke om fremtiden, for vi har en mand på posten. Conte er den bedste træner nu og i fremtiden. Efter VM stod det slemt til i truppen. Men Antonio Conte har igen fået skabt en trup med harmoni. Jeg har stor respekt for ham, fortæller den italienske fodboldpræsident.
Italien spiller tirsdag deres sidste kamp i kvalifikationspuljen mod Norge.