Sviatchenko: Det hele er gået meget stærkt
Foto: Kenneth Meyer/Polfoto
Landshold

Sviatchenko: Det hele er gået meget stærkt

Den danske forsvarsspiller er allerede faldet på plads i den skotske klub Celtic FC. Men han har også haft brug for at puste ud.

I januar fik forsvarsspiller Erik Sviatchenko sin drøm om et udlandsophold opfyldt, da den 24-årige centrale forsvarsspiller skiftede fra FC Midtjylland til Celtic FC. I Celtic har Erik Sviatchenko på kun to måneder allerede sat sit aftryk og spillet 10 kampe for klubben, hvor han er blevet fast mand i startopstillingen.

Og selv om det hele er gået stærkt, er Erik Sviatchenko meget tilfreds med sin start i klubben og med sin start i det nye land.

-  Jeg er måske en af dem, der har spillet flest kampe (af spillere i landsholdslejren, red.), fordi der i Skotland ikke er pause. Vi har fået seks clean sheets i de seneste ni kampe, og som hold finder vi et bedre og bedre niveau. Spillemæssigt fornemmer jeg ikke, at vi er peaket, og resultaterne er gået vores vej. Jeg kommer til landsholdet med en masse tro på det hele, og jeg glæder mig til at spille med holdkammerater, der taler dansk, siger Erik Sviatchenko til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det hele er så nyt med udlandet, og det er virkelig gået så stærkt, at man godt kan have brug for lige at puste ud - ikke at jeg skal gøre det her (i landsholdslejren, red.) - men det der med lige at komme hjem og forny kræfterne. Indtil videre har jeg været rigtig glad for det hele, siger den 24-årige danske landsholdsspiller.

Og netop det med at falde til har også været nemt, fordi Sviatchenko - der mandag blev kåret til Årets Superligaspiller 2015 ved Dansk Fodbold Award - har sin kæreste med, der venter parrets første barn. Hun skal også spille for Celtic, så det hele er faldet godt og sikkert på plads.

- Det har været alfa-omega og nok en af grundene til, at det hele har været meget, meget gnidningsfrit i forhold til at omstille sig til det skotske. Alle har været hjælpsomme, og det er meget vigtigt, at Anne (kæresten, red.) er med mig, siger Sviatchenko.

Én ting, den danske forsvarsspiller dog kan forbedre fra de første 10 kampe, er antallet af advarsler, han har ravet til sig. Fem gange er Sviatchenko blevet vist et gult kort i de 10 kampe, han har spillet for Celtic.

- Det har nok været en blanding af dårlig forberedelse, og at jeg ikke har været helt opmærksom på de spillere, jeg har stået over for. Selv om jeg har set klip af dem, er det nye spillere, jeg ikke har spillet over for før i tiden. Det går en lille smule hurtigere her, men det er jo ikke, fordi jeg ikke har spillet i Europa før. Nu fik jeg barberet det væk (gult kort, red.) i seneste kamp, så det hjælper på det, siger han.

Erik Sviatchenko og det danske landshold møder Island torsdag i Herning, inden netop Skotland venter på tirsdag. Den kamp spilles i Skotland.