Video : Tipsbladet
Ligue 1

PSG-træner kræver erstatning ved salg af Neymar

Neymar får kun lov til at forlade Paris Saint-Germain, hvis der samtidig hentes en erstatning. Det slår træner Thomas Tuchel fast

Paris Saint-Germain fik en forfærdelig start på den nye Ligue 1-sæson, da de søndag aften tabte 1-2 på udebane til Rennes. Men på trods af nederlaget var det helt store emne efter kampen en spiller, som ikke engang var på banen: Superstjernen Neymar, som kraftigt meldes på vej væk fra PSG.

PSG-træner Thomas Tuchel slog i den forbindelse fast, at Neymar ikke bare kommer til at skifte uden videre. Tuchel håber stadig, at brasilianeren bliver i klubben, da han er en vigtig spiller - og klubben skal reagere, hvis en vigtig spiller bliver solgt.

- Han vil ikke forlade os uden, der kommer en erstatning, det er umuligt. Det er klart, at hvis han bliver, har vi en spiller, som kan hjælpe os med at vinde, fortalte Thomas Tuchel ifølge Goal efter nederlaget til Rennes.

Til Canal+ fortalte den tyske træner, at han ikke forventer en afklaring om Neymars fremtid lige foreløbig - og at stjernens fravær desuden udelukkende skyldes, at han ikke er i kampform.

- Jeg siger hele tiden det samme: Transfervinduet er åbent i ti dage mere, og i tror, at det hele vil være løst efter i morgen eller overmorgen? Hvad jeg tror, er ikke vigtigt. I dag (i går, red.) spillede han ikke, fordi han ikke har trænet som de andre. Det er situationen, og intet har ændret sig, afslutter Thomas Tuchel.