Agger glad for Barcelona-interesse
Illustration
Premier League

Agger glad for Barcelona-interesse

Daniel Agger er smigret over rygterne om et Barcelona-skifte, men danskeren  har det fint med at blive i Liverpool.

Daniel Agger har atter været sat i forbindelse med selveste Barcelona denne sommer, og catalanerne har afsendt til bud til Liverpool, som Anfield-klubben dog afviste.

Endnu er der stadig tid til et skifte, men det virker mere og mere usandsynligt i denne omgang. Men at en klub som Barcelona viser interesse har gjort indtryk på den danske landsholdskaptajn.

- Generelt skal man tænke på, at det er positivt. Lige meget, hvad der bliver skrevet og sagt, er det positivt, når nogen synes, at det man laver i hverdagen er i orden. Når en klub som FC Barcelona endda synes det, giver det et ekstra hak opad, og det har jeg været glad for. Det skal jeg ikke lægge skjul på, men der er langt fra det, til der sker noget, siger Daniel Agger til Jyllands-Posten.

Daniel Agger har aldrig lagt skjul på sine store følelser til Liverpool, som han stadig har kontrakt med i de næste tre år, og skulle han ende med at blive på Anfield, så lever han fint med det.

- Så er det sådan. Det er ikke noget, jeg kan diktere eller bestemme. Jeg har kontrakt i tre år med Liverpool, så hvis klubben vil beholde mig, beholder den mig, siger Daniel Agger.

Barcelona har angiveligt budt 130 millioner kroner, som Liverpool afviste.