Video : Tipsbladet
Premier League

Artetas drømmedebut regnede væk

Arsenal måtte nøjes med 1-1 på udebane mod Bournemouth i Mikel Artetas første kamp som manager for London-klubben.

Spanske Mikel Arteta havde på Boxing Day sin første kamp som ny manager i Arsenal efter skiftet fra Manchester City, hvor han var assistent for landsmanden Pep Guardiola, da London-klubben var på besøg i Bournemouth.

Her blev det dog ikke til den drømmestart på jobbet, som Arteta kunne have ønsket sig. I stedet blev det til et svært opgør for Arsenal-mandskabet, som endte med 1-1 på måltavlen, da dommeren fløjtede kampen af.

Dog var det en kamp, hvor Arsenal havde taktstokken mest, og selvom de sådan set havde kontrolleret de første 30 minutter af kampen, så kom de alligevel bagud, da Dan Gosling styrede bolden i mål til 1-0.

Kampen bar desuden også præg af, at regnen væltede ned over banen, som selvsagt ikke gjorde forholdene optimale. Alligevel lykkedes det for Arsenal at komme tilbage efter godt en times spil, da Pierre-Emerick Aubameyang fik udlignet med stor jubel til følge med de medrejsende fans.

Mere blev det ikke til for Arsenal, som ellers havde muligheder for mere, men Bournemouth-keeper Aaron Ramsdale spillede en særdeles habil kamp for hjemmeholdet, som blandt andet takket være ham fik point med fra kampen.

Resultatet betyder, at Arsenal er på 11. pladsen, mens Bournemouth er på 15. pladsen.

Arsenal-manager Arteta spillede selv for klubben mellem 2011 og 2016, og dermed er han tilbage, hvor han selv var anfører i de to sidste af sæsonerne.