Avis: Bojan Krkic på vej tilbage til Spanien efter Stoke-ballade
Illustration
Premier League

Avis: Bojan Krkic på vej tilbage til Spanien efter Stoke-ballade

Bojan Krkic kan være fortid i Stoke. Den tidligere Barcelona-spiller skulle have reageret meget voldsomt på manager Mark Hughes' beslutning om at udelade ham af startopstillingen mod Swansea i weekenden. Deportiva La Coruna og Real Sociedad kan være nye destinationer for den unge angriber.

Bojan Krkic' talent lovede rigtig meget, da han var ganske ung, men som årene er gået, har han haft svært ved at mønstre det helt store gennembrud i europæisk topfodbold. Efter mindre succesfulde ophold i Milan, Roma og Ajax er Bojan Krkic i denne sæson spiller i engelske Stoke City, men noget tyder på, at han også snart er fortid der.

Den spanske avis Mundo Deportivo skriver, at Krkic, efter at være blevet bekendt med, at han var udeladt af startopstillingen i weekendens kamp mod Swansea, skulle have reageret meget voldsomt i omklædningsrummet og blandt andet have kastet med sine fodboldstøvler for at understrege sin utilfredshed med manager Mark Hughes' dispositioner.

Efter balladen kan Bojan Krkic stå over for en retur til spansk fodbold, hvor Deportiva La Coruna og Real Sociedad kunne være ny arbejdsgiver for den 24-årige angriber, hvis kontrakt med Barcelona udløb i sommer.

Bojan Krkic har spillet fire kampe for Stoke City i Premier League i denne sæson.