For to uger siden skrev avisen The Independent, at Rafael Benitez var lun på jobbet i Manchester City, hvis det til sommer bliver ledigt. Og at City-ledelsen var fristet til at hente Benitez ind.
Tanken er da også nærliggende, eftersom Benitez' kontrakt med Napoli udløber efter sæsonen, og hans familie stadig bor i Liverpool-området, hvorfra der kun er en times kørsel til Manchester.
Benitez afviser dog selv, at der skulle være nogen samtaler mellem parterne.
- Jeg har ikke haft kontakt med City, modsat hvad jeg har læst i England. Jeg har talt med præsidenten (i Napoli, red.) via beskeder, men vi har ikke været i stand til at mødes for at evaluere forretningsplanen på grund af vores travle kampprogram. Nu er vores fokus på tingene på banen, siger Benitez ifølge nyhedsbureauet PA.