Dinamo-træner afslører: Chelsea køber Eduardo
Premier League

Dinamo-træner afslører: Chelsea køber Eduardo

Der er ikke mange kampe tilbage for Eduardo i Dinamo Zagreb. Hvis man skal tro holdets træner, så skifter målmanden til Chelsea efter returkampen i Champions League-kvalifikationen.

Chelsea er godt på vej til at hente en ekstra målmand til truppen. Det drejer sig om den 33-årige Eduardo fra Dinamo Zagreb. Det afslører målmandens cheftræner Zlatko Kranjcar til et pressemøde.

Tidligere har målmanden været sat i forbindelse med Sporting Lissabon på rygtebasis, men nu skulle han altså være klar til at skifte tilværelsen i Kroatien ud med England og Antonio Contes Chelsea, som muligvis er ved at sælge den nuværende reserve for Courtois, Begovic.

Dinamo Zagreb spiller i øjeblikket om kvalifikation til Champions League, hvor de i playoff-kampen møder Red Bull Salzburg, hvor den første kamp endte 1-1 i Kroatien. I den forbindelse udtalte kroaternes træner, at når returkampen var overstået, så ville Eduardo skifte klub.

- Eduardo har fået den ære at skulle til en så stor klub som Chelsea, og jeg regner med, at han er væk efter returkampen mod Salzburg, lød det fra Kranjcar.

Eduardo var med på det portugisiske landshold, der vandt EM i Frankrig denne sommer, men det blev ikke til et eneste minut på banen for målmanden, der dermed må være vant til at sidde på bænken.