Video : Tipsbladet
Premier League

Endnu en Premier League-klub kritiserer genstartsplan

Watford er ikke tilfredse med forslaget om at afvikle resten af Premier League-sæsonens kampe på neutral grund.

Det er endnu uvist, hvornår Premier League vender tilbage, og i de seneste dage har flere klubber været ude og kritisere planerne, der i øjeblikket lægges.

Således er det blevet foreslået, at de resterende 92 kampe i Premier League afvikles på neutral grund, men det er ikke faldet i god jord hos hverken Aston Villa eller Brighton. Og nu slutter endnu en bundklub sig til koret.

Watford er nemlig heller ikke meget for at spille på neutrale baner. Det skriver direktør Scott Duxbury i et indlæg på klubbens hjemmeside.

Læs også:Premier League-stjerne om drikfældig fortid: Levede for weekenderne

- Vi får at vide, at vi ikke kan spille vores resterende hjemmekamp på Vicarage Road og mister dermed den fordel, det giver. Samtidig skal spillere - efter at de ligesom resten af verden har fået deres liv vendt på hovedet - pludselig optræde, som om intet er sket. Og det er på trods af at resten af samfundet sandsynligvis stadig står over for den slags begrænsninger, der ikke kan håndhæves på en fodboldbane.

- Vi har en lægestab, der arbejder under forhold, som ingen læge eller fysioterapeut nogensinde har oplevet med retningslinjer, der er baseret på antagelser. Og med alle disse kompromiser og sundhedsrisici bliver vi bedt om at færdigspille en turnering, der ikke minder om den, vi startede, og som kan være slutningen på lille klub som Watfords tid i Premier League. Er det fair? Har det nogen sans for sportslig integritet? Selvfølgelig ikke, skriver han

Watford-direktøren erkender, at han først og fremmest tænker på sin egen klubs ve og vel, men understreger, at Premier League bør tage sig af klubbernes bekymringer.

- Men når mindst seks klubber - og jeg har mistanke om, at der er flere - er bekymrede over den klare ulempe og de ødelæggende virkninger, det vil have at afvikle denne forvrængede mini-liga med ni kampe, så synes jeg, at Premier League har en pligt til at tage sig af disse bekymringer, skriver Scott Duxbury.

De forskellige Premier League-klubber holder møde mandag, men de skal stemme om en genstartsplan 18. maj. Der er altså fortsat lidt mere end en uge for klubberne til at nå til enighed. 

Læs også:Premier League: De skarpeste langskud i ligaen?