Ferguson raser over Moyes-behandling
Illustration
Premier League

Ferguson raser over Moyes-behandling

Alex Ferguson er stærkt utilfreds med den måde, nyheden om David Moyes fyring slap ud på.

David Moyes blev i tirsdags fyret som manager i Manchester United, men allerede mandag kunne skotten læse i talrige engelske medier, hvad der ventede ham på kontoret den følgende dag. Anden påskedag slap det nemlig ud, at de engelske mestre havde mistet tålmodigheden med skotten efter en katastrofal sæson.

Sir Alex Ferguson, som før sæsonen var manden der udpegede David Moyes som sin efterfølger, godkendte fyringen af den tidligere Everton-manager, men Ferguson er alt andet end tilfreds med den behandling, David Moyes fik i sine sidste timer i klubben.

Ifølge The Times skældte Alex Ferugson ud på Manchester United-ledelsen, da han torsdag deltog i en velgørenhedsmiddag i England.

- Det er meget frustrerende den måde, det kom ud på, sagde Alex Ferguson.

Den legendariske skotte skal selv være med til at finde David Moyes' afløser efter sæsonen, men i første omgang gør Ryan Giggs sæsonen færdig som manager for Manchester United. Der resterer fire kampe.