Video : Tipsbladet
Premier League

Guardiolas morale fra titelkampen: Aldrig giv op

Manchester City-manager Pep Guardiola er tilfreds med at være på førstepladsen i Premier League. Det er et bevis på, at man aldrig må give op, mener spanieren.

Manchester City kunne for første gang i lang tid i går sætte sig på Premier Leagues førsteplads, da de tog en 0-2 sejr ude over Everton. Med sejren er City á point med Liverpool i toppen af rækken med en bedre målscorer. Liverpool har dog en kamp i hånden. 

Den 29. december var City ti point efter Liverpool, og selvom City for eksempel tabte til Newcastle for nylig, så er forspringet nu hentet. Det glæder manager Pep Guardiola, og det siger en del om holdet. 

- Det bliver dejligt at gå i seng øverst i tabellen. Det er meget bedre. Men Liverpool har en kamp i hånden på Old Trafford. Vi har endnu en utrolig vigtig kamp på søndag mod Chelsea, og derudover starter FA Cuppen og Champions League igen snart. Men for fire eller fem dage siden kunne vi have været syv point bagefter, og nu ligger vi nummer et. Det er en lektion om, at man aldrig må give op, sagde Guardiola efter onsdagens kamp ifølge Sky Sports

Manchester City møder som nævnt Chelsea på søndag, mens Liverpool tager i mod Bournemouth på lørdag.