Video : Tipsbladet
Premier League

Hugo Lloris undskylder efter spritkørsel

Tottenhams målmand og anfører, Hugo Lloris, undskylder efter fredag morgen at være blevet anholdt for spritkørsel.

Den 31-årige verdensmester Hugo Lloris blev fredag morgen anholdt for spritkørsel. Den franske målmand er blevet løsladt mod kaution, men trænede af gode grunde ikke med resten af sit hold fredag.

Nu er Hugo Lloris så ude og undskylde.

- Jeg vil gerne undskylde af hele mit hjerte til min familie, klubben, mine holdkammerater, manageren og alle klubbens fans, siger Hugo Lloris i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Spritkørsel er fuldstændig uacceptabelt. Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger, og det er ikke dette eksempel, jeg ønsker at statuere, siger Hugo Lloris.

Tottenham har allerede meldt ud, at klubben tager sådanne sager meget alvorligt, og at sagen vil blive taget hånd om internt.

Om Hugo Lloris er med i Tottenhams næste kamp, er dermed tvivlsomt. Der venter ellers Tottenham en svær opgave, når de på mandag besøger Manchester United.