Livlig start sikrede sejren for Tottenham og Eriksen
Foto: Getty Images
Premier League

Livlig start sikrede sejren for Tottenham og Eriksen

Med tre mål i de første 18 minutter var gang i den fra start, da Tottenham vandt 2-1 over Newcastle lørdag eftermiddag.

Denne weekend bliver Premier League-sæsonen skudt i gang, og lørdagens første kamp mellem Newcastle og Tottenham med Christian Eriksen på banen igennem hele kampen. Her blev det til en sejr på 2-1 til danskerklubben.

Mens Newcastle ikke havde en eneste VM-spiller på banen fra kampen start, så var der mange fra Tottenham, hvoraf et stor udpluk af dem havde været med hele vejen til enten bronzekampen eller finalen.

Det var dog ikke noget, man kunne se i kampens begyndelse, da den belgiske midterforsvarer Vertonghen efter bare otte minutters spil havde bolden over stregen. Faktisk var det bare ni millimeter, det blev til, og dommerens goal-line-ur dømte mål.

Bare tre minutter efter fik hjemmeholdet udlignet, da Joselu fik sendt bolden i kassen. Ligesom ved det første mål i opgøret varede glæde ikke længe, da Tottenham efter 18 minutters spil igen fik scoret.

Denne gang var det Dele Alli, der stod bag, da han headede et præcist indlæg fra Aurier ind bag den tidligere EfB-målmand Dubravka, som ellers stod en vellykket kamp med flere gode indgreb.

Efter pausen varslede Newcastle i to omgange, at Tottenham skulle passe på. Blandt andet med et skud på stolpen fra Diame, som måske stadig betyder, at målet står og ryster. 

Som kampen skred frem kunne man dog godt se, at der var mange på Tottenham-holdet, der ikke kunne holde dampen oppe. Det lukkede gradvist Newcastle ind i kampen, der havde flere nærgående forsøg. Heriblandt blev det til et skud på overliggeren af indskiftede Rondon, der kun kortvarigt har været i Newcastle.

Mere blev det dog ikke til, og Tottenham kan rejse hjem til London med de tre point.