Newcastle-profil misser minimum fem opgør grundet landskampe
Foto: Getty Images
Premier League

Newcastle-profil misser minimum fem opgør grundet landskampe

Det er en stor bét for Newcastle, at der i næste måned skal afholdes Asia Cup. En af klubbens stamspillere skal afsted med sit landshold.

I næste måned skal der spilles Asia Cup, og her er Sung-yueng Ki udset til at spille en nøglerolle for Sydkorea. Derfor spillede midtbanespilleren sin sidste kamp i 2018 for Newcastle lørdag eftermiddag mod Fulham.

Nu rejser han afsted med det sydkoreanske landshold, som inden længe begynder forberedelserne frem mod turneringen, der bliver afholdt i De Forenede Arabiske Emirater.

Det betyder, at han kan gå glip af helt op til ni kampe for Newcastle, men i første omgang er det kun sikkert, at den 29-årige midtbanespiller ikke kommer til at spille de næste fem kampe for the Magpies.

- Det er FIFA-reglerne, at de kan få spillere to uger, inden den første kamp, så vi kan ikke gøre noget ved det, fortæller Sung-yueng Ki til Newcastles hjemmeside.

I den kommende tid vil han derfor kunne følge sine holdkammerater fra lang afstand, og han har tænkt sig at heppe på dem fra Dubai.