Norwich fyrer manageren
Illustration
Premier League

Norwich fyrer manageren

Premier League-klubben Norwich har fyret manager Chris Hughton og erstattet ham med Neil Adams, der indtil nu har været ungdomstræner i klubben.

Norwich City har i et stykke tid balanceret på kanten af en placering under nedrykningsstregen i Premier League, og selvom mandskabet stadig holder sig på afstand af Fulham, der er placeret på den faretruende 18. plads, så har nedrykningsspøgelset været massivt tilstede i klubben.

Nu har ledelsen i Norwich besluttet at fyre manager Chris Hughton, da man følte sig nødsaget til at reagere efter de seneste kampes dårlige resultater for Norwich, der søndag kulminerede med et 0-1-nederlag til kollegerne i bunden fra West Bromwich. Holdet har tabt fire ud af de seneste seks kampe, og nu får Neil Adams, der indtil nu har arbejdet som ungdomstræner, muligheden for at rette op på det i sæsonens sidste fem kampe.

Norwich møder i næste kamp Fulham i en sand gyser. Vinder Norwich, får de skabt afstand til netop Fulham under stregen, men hvis de bliver besejret af Felix Magaths tropper, vil det for alvor begynde at se udfordrende ud for Neil Adams og Norwich.