Video : Tipsbladet
Premier League

Sat af holdet: Chelsea-anfører føler sig som et spøgelse

Chelseas anfører var slet ikke i truppen mod Malmö FF, og han føler sig ikke som en del af truppen, skriver engelsk avis.

Nærmest fra Maurizio Sarris første dag i Chelsea stod det klart, at Gary Cahill ikke var inde i varmen.

På trods af sin status som anfører for den engelske storklub har den 33-årige englænder blot spillet syv kampe i denne sæson. Da Chelsea torsdag aften spillede mod Malmö FF i Europa League, var Gary Cahill end ikke med i Sverige.

Ifølge den engelske avis the Telegraph havde han ikke fået nogen forklaring af Maurizio Sarri, og reaktionen fra den rutinerede forsvarsspiller har været forbløffelse. Og en tidligere holdkammerat har fortalt til avisen, at Gary Cahill føler sig som et spøgelse i London-klubben.

Gary Cahills næste mulighed for at få spilletid er på mandag i FA Cup-kampen mod Manchester United, men heller ikke her synes det sandsynligt, at Chelsea-anføreren kommer til at spille en rolle.

Hans kontrakt med the Blues udløber til sommer.