Skrtel: CL drømmen for alle spillere
Illustration
Premier League

Skrtel: CL drømmen for alle spillere

Liverpools Martin Skrtel håber, at klubben har det, der skal til i år for at spille Champions League næste år.

Den engelske klub Liverpool har fået en fornem start på sæsonen i Premier League, hvor Brendan Rodgers' tropper er placeret på andenpladsen efter 11 kampe - kun to point efter førerholdet Arsenal. Liverpool ligner igen et hold, der kan lege med om Champions League efter nogle mindre gode år, og forsvarsspiller Martin Skrtel håber, at holdet kan holde dampen oppe.

- Vi gik efter at få en god start. Men sæsonen er lang, og vi må bare prøve at tage det fra kamp til kamp og forsøge at få så mange point som muligt. Vi tror alle på, at vi i denne sæson kan blive i toppen af ligaen og komme tilbage i Europa. At spille i Champions League er drømmen for alle spillere, og vi arbejder hårdt hver eneste dag for at åbne dette. Jeg håber, at vi er glade, når sæsonen slutter, siger Martin Skrtel til Liverpool Echo.

Forsvarsspilleren har i denne sæson været en vigtig brik i Liverpools tre-mands forsvar, hvor han blandt andet har været med til at holde Daniel Agger på bænken. I sommer blev han ellers rygtet til Napoli, men Martin Skrtel er glad for at være i Liverpool og håber, at han spiller i klubben i mange år frem.

- Jeg har været her i seks år, og det har været seks fremragende år for mig. At spille for sådan en fantastisk klub som Liverpool i seks år er noget, alle fodboldspillere ville være stolte af, siger Martin Skrtel, der bliver 29 i december.