Video : Tipsbladet
Premier League

Skuffet Leicester-manager: Det er min skyld

Leicester-manager Claudio Ranieri tager skylden for søndagens 3-0 nederlag ude mod Southampton.

Der er ikke langt fra succes til fiasko i Premier League. Det kan de engelske mestre fra Leicester City for alvor skrive under på i denne sæson. Holdet flirter med nedrykningsstregen, og søndag blev det til et nyt knusende nederlag for Kasper Schmeichel og holdkammeraterne. 

På udebane fik mestrene nemlig heftige klø af Southampton, der var effektvie i sejren på 3-0. Cifre der skaber dystre miner hos Leicester-manager Claudio Ranieri, der tager det fulde ansvar for nederlaget: 

- Jeg vil sige, at de to seneste kampe mod Chelsea og Southampton er min skyld. Jeg ændrede på vores måde at spille på, men spillerne forstod ikke mine ideer. Vi ville vinde og gøre noget godt. For spillerne var det vigtigt at holde hovedet højt og forbedre sig, siger Claudio Ranieri til klubbens hjemmeside og fortsætter: 

- Jeg ville gerne lukke deres rum, for de vil gerne have bolden meget. Vi lykkedes godt, men vi lukkede to mål ind. I anden halvleg gik vi tilbage til vores gamle system, som var bedre for holdet. Vi er før kommet tilbage fra 2-0, og vi havde chancerne, men i dag var alt galt, udtaler manageren. 

Leicester er nummer 15 i Premier League - Bare fem point over nedrykningsstregen.