Video : Tipsbladet
Premier League

Spansk sportsavis: Usandsynligt at Eriksen forlænger med Tottenham

Det ser ud til, at Christian Eriksen rykker tættere på et skifte væk fra Tottenham, hvor Real Madrid lader til at være et godt bud på en ny klub for danskeren.

I den seneste tid har rygterne om et skifte til spansk fodbold for Christian Eriksen taget til, og det hænger meget tæt sammen med, at han om mindre end et halvt år blot har ét år tilbage af sin kontrakt med Tottenham.

Ifølge den spanske sportsavis AS har kilder tæt på Eriksen selv peget på, at man ikke ligefrem er optimistiske i forhold, at der kan blive tale om en forlængelse af aftalen mellem danskeren og Premier League-klubben. I det hele taget ser man det som usandsynligt, at han forlænger med London-klubben, og man mener, at han stiler efter noget højere, som bliver opfattet som Real Madrid.

Dog bliver det også slået fast, at der er omkring 0,1 procents mulighed for, at der kan blive tale om et skifte allerede i transfervinduet her i januar, da Mauricio Pochettino eftersigende ikke vil tillade det med Champions League-slutspillet lige om hjørnet, ligesom klubben er godt med i toppen af den bedste engelske række.

I stedet for et direkte nej forlyder det, at Tottenham svarede Real Madrid tilbage med et krav om en overførsel på 1,8 milliarder kroner. Dog fortæller den spanske avis, at prisen til sommer kan komme til at ligge mellem 420 millioner kroner og 630 millioner kroner.

Tidligere har den engelske avis The Independent peget på, at prisen kommer til at ligge på omkring 750 millioner kroner.

AS har været i kontakt med Eriksens agent Martin Schoots, som ikke har ville kommentere på den danske offensivspillers situation, men i stedet fortæller, at Eriksen vil fokusere på fodbold nu, hvorefter man vil se, hvad fremtiden bringer.