Video : Tipsbladet
Premier League

Trods ugeløn på over en million: Chelsea-spiller er helt ude i kulden

Danny Drinkwater er ikke en del af Maurizio Sarris planer i Chelsea, og det kommer heller ikke til at ændre sig.

Med en ugeløn på lige over en million kroner er Danny Drinkwater sandsynligvis en af de bedst betalte træningsspillere i verden. For træningsspiller er lige præcis, hvad den engelske midtbanespiller er.

Allerede sidste sommer gjorde Maurizio Sarri det ganske klart, at den tidligere Leicester-profil ikke var en del af hans planer i Chelsea, og den engelske klub forsøgte at sælge Danny Drinkwater. Igen i januar forsøgte the Blues at skille sig af med midtbanespilleren, men igen uden held.

Derfor render Danny Drinkwater stadig rundt i London-klubben og hæver en lille håndfuld millioner kroner hver eneste måned. Helt uden at spille kampe. Det synes han dog at være ganske fint tilfreds med, og det er Maurizio Sarri uforstående over for.

- Som han ved, har han aldrig spillet, fordi han ifølge mig ikke er egnet til mit system og min måde at spille på. Jeg fortalte det allerede til ham i august. Han værdsatte det, men han besluttede at blive i Chelsea. Hvorfor er han blevet? Jeg ved det ikke. Formentlig havde han håbet, vi ville ændre systemet, tror jeg.

- Jeg kan ikke gøre noget. Normalt vil en spille ønske at spille, så jeg kan ikke gøre noget. Jeg har et rigtig godt forhold til ham, men i øjeblikket er jeg ikke i stand til at tilfredsstille ham som spiller. Det er meget svært, men han vidste det, fortæller Chelsea-manageren ifølge the Telegraph.

I denne sæson har Danny Drinkwater blot spillet én kamp for Chelsea, da han spillede 30 minutter i den ganske ligegyldige kamp i Community Shield mod Manchester City.