Video : Tipsbladet
La Liga

CAS afviser Levante-appel i sagen om Barcelonas ulovlige spiller

Levante røg ud til Barcelona, der brugte en ulovlig spiller i Copa del Rey, og det ser nu meget sort ud for dem, hvis de vil tilbage i turneringen.

Da Barcelona slog Levante ud af den spanske pokalturnering havde de en ulovlig spiller med på banen i form af Chumi, der egentlig var i karantæne til kampen. Da Levante opdagede det klagede de til det spanske fodboldforbund. 

Dog viste det sig tilsyneladende at klagen blev indgivet for sent, og dermed var Barcelona klar til kvartfinalen i turneringen, hvor de møder Simon Kjærs Sevilla.

Levante, der hører hjemme i Valencia, havde dog ikke tænkt sig at give så let op. Derfor valgte de at gå til sportens voldgiftsret (CAS), hvor de ville arbejde på at få udsat kampen mellem Barcelona og Sevilla.

CAS har i den forbindelse valgt at afvise anmodningen fra Levante onsdag morgen, og derfor vil kampen mellem Sevilla og Barcelona på Estadio Sanchez Pizjuan blive spillet efter planen onsdag aften.

Dermed lader det til, at den sidste mulighed for Levante er røget.

Tilbage i 2015 var ReaI Madrid indblandet i en lignende sag, da Denis Cheryshev blev brugt selvom han var i karantæne. Det betød dengang, at Real Madrid blev smidt ud af turneringen.