Video : Tipsbladet
La Liga

Enzo Zidane: Min far havde brug for en pause fra Real Madrid

Det er meget hårdt arbejde at stå i spidsen for en klub som Real Madrid, fortæller Zinedine Zidanes søn, Enzo, og derfor var det nødvendigt med en pause.

Enzo Zidane var flere år en del af Real Madrids ungdomshold og andethold, men for et par sæsoner siden skiftede han væk fra den spanske storklub, og nu er han at finde på en lejekontrakt i Madrid-klubben Rayo Majadahonda, der spiller i den næstbedste spanske række.

Han kan nu se tilbage på en tid, hvor det ikke lykkedes ham at slå igennem på Real Madrid-holdet med sin far, Zinedine Zidane, som cheftræneren for holdet. I et interview med den spanske sportsavis AS fortæller han nu om, hvordan han ser på sin fars rolle i klubben dengang.

- Det var underligt at dele omklædningsrum med ham i begyndelsen, men man vænner sig til det. I to år og seks måneder var det sådan, at man havde et forhold, der hed træner og spiller under kampen, og når man kom hjem var man far og søn igen, forklarer Enzo.

Zinedine Zidane nåede i sin tid som cheftræner i Real Madrid at vinde Champions League tre år i træk, hvorefter han trak sig tilbage. Siden er det ikke blevet til en ny klub for far-Zidane, men han skal nok komme igen, slår Enzo Zidane fast.

- Vi ved alle, at min far elsker fodbold, og han elsker at være træner. Han vil helt sikkert komme tilbage igen, men det er hans egen beslutning. Nu tager han sig et hvil, som han havde brug for. Det skyldes, at når alt kommer til alt, så er det dejligt at være i Madrid, men det er hårdt med en masse arbejde, lyder det fra Enzo.

I samme interview kommer han desuden også ind på, at det kom bag på alle, at Cristiano Ronaldo skiftede væk fra klubben, og at han håber på, at Luka Modric vinder Ballon d'Or.