Video : Tipsbladet
La Liga

Kjær og Wass delte i danskeropgør efter overtidsscoring

Simon Kjær og Sevilla var tæt på sejren, men det fik Diakhaby ødelagt i overtiden af kampen.

Der var danskeropgør i den spanske La Liga lørdag eftermiddag, da Valencia med Daniel Wass havde besøg af Sevilla med Simon Kjær. Begge var med i startopstillingen til et opgør, som skulle ende 1-1.

Det var dog først til allersidst, at Valencia fik scoret deres mål. Forinden havde Sarabia gjort det til 1-0 efter 55 minutters spil for Sevilla, der i denne sæson har lagt sig i toppen af den bedste spanske række, og derfor var en sejr vigtig for at kunne følge med Atletico og Barcelona.

Længe så det ud til, at Sevilla ville tage de tre point, men i overtiden fik Valencia frispark i højresiden af banen, hvor Parejo stillede sig an foran bolden. Han serverede den helt præcist ind i feltet, hvor Diakhaby pandede bolden i mål til 1-1, som naturligvis fik fansene på Mestalla til at bryde ud i vild jubel.

Valencia spiller sjældent andet end uafgjort på hjemmebanen i denne sæsons La Liga, hvor det er blevet til seks uafgjorte i otte hjemmekampe. 

Resultatet betyder, at Sevilla er på en delt førsteplads med Barcelona og Atletico Madrid, men catalanerne spiller senere lørdag mod Espanyol, og de kan selv tage førstepladsen. Valencia er derimod på 12. pladsen, men der er kun tre point op til nærmeste Europa League-pladser.

Næste opgave for Sevilla er mod Girona på hjemmebane, mens Valencia skal møde Eibar.