Video : Tipsbladet
La Liga

Martin Braithwaite afviser rygter: Jeg vil spille i Barcelona i mange år

Martin Braithwaite slår fast, at han ikke har planer om at forlade FC Barcelona til sommer.

Da Martin Braithwaite i februar skiftede til FC Barcelona, kom handlen bag på mange, men hidtil har cheftræner Quique Setien vist, at han vil benytte sig af den danske landsholdsspiller. Braithwaite er således blevet skiftet ind i Barcelonas seneste to La Liga-kampe - heriblandt den såkaldte El Clasico mod Real Madrid.

Men om danskeren også er i Barcelona i næste sæson, har imidlertid været heftigt diskuteret.

Læs også:FC København har Viktor Fischer med mod AC Horsens

Der har således været rygter om, at FC Barcelona og Braithwaite har en aftale om at skilles til sommer. Til den tid vil stjerner som Luis Suarez og Ousmane Dembele nemlig være skadesfri igen, og FC Barcelona kan også hente mere profilerede forstærkninger på transfermarkedet.

Men det rygte skyder Braithwaite nu ned.  

- Jeg er kommet til Barcelona for at spille her i mange år. Jeg har kun fået positive tilkendegivelser fra folkene her, men hvis nogen tror, jeg kun er her på et kort visit, vil de blive overrasket, når de til næste sæson ser mig spille for FC Barcelona i Champions League, siger han i et interview med Sport og tilføjer:

- Jeg er ikke kommet til Barcelona for kun at træne med. Jeg er ambitiøs, og jeg vil kæmpe for at nå mine mål.

Martin Braithwaite, 28 år, har hidtil spillet to kampe for FC Barcelona, og han kan spille sin tredje kamp, når storklubben møder Real Sociedad lørdag aften. 

Læs også:Henrykt Braithwaite om Barcelona: Jeg føler mig hjemme