Superliga

Stig Tøfting skal redde AGF

AGF har med øjeblikkelig virkning ansat Stig Tøfting som assistenttræner sæsonen ud. Tøfting skal hjælpe århusianerne ud af den akutte nedrykningsfare.

Med Randers' sejr over SønderjyskE, og AGF's nederlag til Brøndby er århusianerne kun to point over den forhadte nedryknigsstreg. Det har nu fået AGF's ledelse til at reagere. Stig Tøfting tiltræder i klubben som Erik Rasmussens assistent sæsonen ud.

- Erik Rasmussen, Jan Christensen og jeg har i samråd besluttet at
tilknytte Stig til vores SAS Liga-trup med øjeblikkelig virkning. Både
Erik og jeg kender Stig rigtig godt, og vi ved, at vi her får en
topprofessionel mand med en god og dyb viden om AGF. Stig ved om nogen,
hvad det vil sige at gå forrest. Han skal sammen med den øvrige stab
være med til at skabe endnu mere vilje og tro omkring holdet,
siger AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.

AGF's direktør Jan Christensen understreger, at der fortsat er tiltro til Erik Rasmussen som træner, men at der også er behov for at ske noget nyt.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg har fuld tiltro til, at vores stab af
trænere - med Erik i spidsen - sammen med spillerne kan løse den
opgave, de har foran dem. Men jeg anerkender også, at vi er nødt til at
se på, hvad vi kan gøre anderledes for at skabe de nødvendige
resultater på helt kort sigt. Vi skal ud og vinde fodboldkampe nu -
længere er den ikke, siger Jan Christensen.

- Muligheden for at tilknytte Stig Tøfting sæsonen
ud lå lige for, og jeg glæder mig over, at Stig har taget imod
udfordringen. Med Stig får vi en fighter, der er hvid helt ind i
hjertet. Jeg er sikker på, at Stig vil være med til at skabe endnu mere
energi i truppen, fortsætter han.