Video : Tipsbladet
Serie A

Napoli-præsident afviser fyringsrygter: Jeg har ikke ringet til nogen

Aurelio De Laurentiis maner fyringsrygter om Napoli-træner Carlo Ancelotti til jorden, og afslører samtidig, at Massimiliano Allegri tidligere var tæt på at blive Napoli-træner.

De seneste to års sølvvindere i den italienske Serie A, Napoli, er i krise. Klubbens resultater i Serie A har været dårlig i indeværende sæson, og den seneste måned har ledelsen bakset med sine spillere, der er blevet sendt på “ritiro”, men har nægtet at tage afsted.

Ritiro er en italienske tvungen træningslejr, som til tider benyttes af fodboldklubber i krisetider. Men i Napolis tilfælde har det ført til en forværring af krisen.

Hele situationen har resulteret i fyringsrygter om træner Carlo Ancelotti, men det kommer ikke til at ske lige foreløbig siger klubbens præsident.

- Jeg har ikke ringet til nogen. Angående Allegri har vi snakket sammen i lang tid, og vi har et godt forhold, siger Aurelio De Laurentiis til den lokale radiostation i Napoli Radio Kiss Kiss.

Der bliver blandt andet snakket om den tidligere AC Milan- og Juventus-mestertræner Massimiliano Allegri som ny mand ved roret i Napoli.

- I 2013 ringede jeg til ham, for at spørge, om han ville være vores træner, men han var på kontrakt med Milan. Han fortalte mig, at han ville komme til Napoli senere, men på det tidspunkt havde jeg allerede givet mit ord til Rafael Benitez, og mit ord er mere værd end en kontrakt, siger De Laurentiis.

Napoli er placeret på syvendepladsen i Serie A med 20 point efter 14 kampe. I Champions League går det dog strygende, da Napoli ikke har tabt sæsonens fem gruppespilskampe og ligger lunt i svinget til at gå videre til ottendedelsfinalerne.