Lasse Vibe: Det bliver hårdere for mig i år
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Skandinavien

Lasse Vibe: Det bliver hårdere for mig i år

Lasse Vibe vil score 15 mål i den kommende Allsvenskan-sæson, men han er opmærksom på, at han går en sværere sæson i møde.

Som angriber gælder det om at have en målsætning om mål, for det er netop mål, man bliver målt på. Den danske angriber Lasse Vibe har en målsætning klar for den kommende sæson, hvor han skal forsøge at følge op sit fornemme 2014, hvor han scorede 23 mål og blev topscorer i Allsvenskan. 

Vibe har scoret pænt med mål for IFK i vinterens træningskampe og pokalkampe, men søndag er der forårspremiere i Allsvenskan, og danskeren er opmærksom på, at han går en sværere sæson i møde. Alligevel sigter han efter et stort antal mål.

- Jeg ved, at det bliver hårdere for mig i år, men 15 mål er en god målsætning. Det ville være mærkeligt, hvis jeg sagde 10 efter at have scoret 23 året før. Et snit på 0,5 mål per kamp er rimeligt, siger Lasse Vibe til Aftonbladet.

Han lægger ikke skjul på, at han forventer meget af sig selv i den kommende sæson. 

- Jeg vil være ambitiøs, og jeg forventer meget af mig selv. Fysisk er jeg i bedre form nu end for et år siden. Nu gælder det om at finpudse selve kampformen, siger Vibe. 

Den svenske sæson begynder i den kommende weekend, hvor IFK Göteborg åbner med en hjemmekamp Åtvidabergs FF søndag eftermiddag.