Video : Tipsbladet
Skandinavien

Skadet Mads Fenger frygter for resten af sæsonen

Hammarby-stopperen Mads Fenger blev skadet onsdag aften, og han er pessimistisk, hvad angår chancen for at komme i kamp igen i denne sæson.

Onsdag aften var der danskermøde i svensk fodbold. IFK Göteborg med Søren Rieks i startopstillingen gæstede Hammarby med Mads Fenger og Bjørn Paulsen i forsvaret samt Jakob Michelsen på trænerbænken. For Fenger blev det dog en kort fornøjelse.

Det lignede egentlig en helt ordinær situation, da Fenger skulle spille bolden op fra forsvaret, men i samme sekund, som han sendte afleveringen af sted, faldt han til jorden i smerter. Kort efter var Paulsen fremme og signalerede udskiftning.

Ved pressemødet efter kampen vurderede cheftræner Michelsen, at Fenger formentlig står over for en længere skadespause, og den danske stopper var selv pessimistisk omkring sine udsigter.

- Det føles ikke så godt lige nu. Jeg skal have en MR-scanning i morgen (i dag, red.), og så må vi se. Jeg er ikke optimistisk, hvad angår resten af sæsonen. Det føltes rigtig skidt, da det skete. Det kom som et chok, siger Fenger ifølge Fotbollskanalen.

Den tidligere Randers-anfører har været fast mand for Hammarby, siden han kom til klubben i sommer. Han nåede dog kun at spille omkring ti minutter af onsdagens kamp, der i øvrigte endte 2-1 til Hammarby.

Dermed strøg holdet op på syvendepladsen, blandt andet foran IFK Göteborg, der har haft en skuffende sæson. Efter 24 kampe ligger danskerklubben på tiendepladsen.