Video : Tipsbladet
Superliga

AaB deler med Ajax i test – Silkeborg slår Vejle

AaB spillede uafgjort mod Ajax, mens Silkeborg besejrede Vejle i testkampe lørdag eftermiddag.

AaB stod overfor en svær prøve lørdag, da de mødte Champions League-semifinalisterne Ajax i en testkamp forud for den kommende Superliga-sæson.

Der var imidlertid ikke mange af Ajax’ helt store profiler med fra start, men helt profilfattigt var de heller ikke, da blandt andre Klaas-Jan Huntelaar var med. Der var også en plads til danske Victor Jensen i Ajax’ startopstilling.

AaB stillede imidlertid i noget nær stærkeste opstilling, og der var uofficiel debut til Patrick Olsen.

Og AaB kom også bedst fra start, da hollandske Tom van Weert bragte nordjyderne foran efter 17 minutter. Han kunne prikke bolden over målstregen efter en returbold.

Kort efter pausen udlignede Ajax til 1-1, da Danilo Pereira sendte bolden i kassen. Det blev kampens sidste mål, og kampen endte altså uden vinder.

AaB spiller deres sidste træningskamp før Superliga-starten, når de fredag møder AC Horsens.

Silkeborg slår Vejle Boldklub
Andetsteds spillede Superliga-oprykkerne Silkeborg IF mod Superliga-nedrykkerne Vejle Boldklub, og her vandt Silkeborg.

Efter fire minutter bragte Mads Emil Madsen Silkeborg i front, og Shkodran Maholli udbyggede den føring en halv time senere.

Kort før pausen fik Gustaf Nilsson reduceret for Vejle, men de fik ikke scoret mere. Det gjorde Silkeborg fem minutter før tid, hvor Oliver Haurits scorede kampens sidste mål til 3-1.

Det hele var imidlertid ikke godt for Silkeborg, der kunne se Ronnie Schwartz forlade banen med en skade efter knap en times spil.

Silkeborg IF skal stadig møde Vendsyssel FF og svenske Trelleborg i testkampe før sæsonstarten i Superligaen.