Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-profil glæder sig over uafgjort: Det behøver ikke været så kønt

Selv om AaB endnu er uden sejr i denne sæson, glæder Kasper Risgård sig over søndagens 0-0-kamp mod OB. I holdets nuværende situation er det vigtigere at holde nullet end at spille flot fodbold.

Man kan vælge at se AaB's 0-0-kamp mod OB fra (mindst) to forskellige vinkler. Fra den ene var det endnu et opgør, hvor nordjyderne forsømte muligheden for en sejr, og dermed har de endnu ikke vundet i sæsonens fire første kampe.

Fra den anden vinkel var det en markant forbedret defensiv indsats, da AaB lukkede af, hvor der før var pivåbent. Kasper Risgård, der fik 71 minutter på banen, hører til dem, der ser kampen fra sidstnævnte perspektiv.

- I den situation, vi er i, hvor vi har indkasseret syv mål i de to foregående kampe, er det vigtigt at få lukket af bagude. Det kræver rigtig hårdt arbejde, og det synes jeg, blev leveret hele vejen rundt. Det behøver ikke altid at være så kønt og angrebsivrigt på en svær udebane, siger han til Nordjyske.

AaB-veteranen erkender som samtidig, at holdet endnu mangler en hel del, før det når det niveau, det gerne vil nå. Til gengæld glædede han sig altså over en defensiv præstation, der langt oversteg dem, som AaB leverede mod SønderjyskE og FC Nordsjælland. Her tabte holdet henholdsvis 4-1 og 3-2.

Med det ene point i Odense har AaB nu to af slagsen og er et af to hold uden en sejr i indeværende sæson. Det andet er Randers FC, som lørdag tabte 2-0 i Hobro.

Næste mulighed for en sejr for Risgård og co. er mandagskampen om en uge. Det er mod Hobro IK.