Video : Tipsbladet
Superliga

AaB sikrer storsejr efter rødt kort til Horsens

Efter 0-0 ved pausen fik AaB gang i målscoringen, efter Horsens i anden halvleg blev reduceret til ti mand.

Søndag eftermiddag vandt AaB med 4-0, da AC Horsens gæstede Aalborg Portland Park i 3F Superligaen. Efter 0-0 ved pausen blev en Horsens-udvisning i starten af anden halvleg afgørende for kampens forløb.

Med sejren hopper AaB op på fjerdepladsen med 26 point. I hvert fald indtil AGF og OB, der har samme pointantal, spiller i 17. runde.

Hjemmeholdet dominerede hele opgøret, hvor AC Horsens stod kompakt på egen banehalvdel.

Gang på gang var nordjyderne lige ved og næsten, men der skulle gå knap en time, før kampens første scoring blev noteret.

Læs også:LIVE: Sådan gik det, da AaB klædte Horsens af i Aalborg

Inden for de første 20 minutter havde AaB ellers fået netmaskerne til at blafre. Begge gange blev der dømt offside på Frederik Børsting, der i dagens anledning var angriber på AaB's holdkort.

I begge tilfælde var det med store protester til følge, efter Michael Tykgaards fløjte lød.

Den alsidige AaB'er kom også til et tredje forsøg inden pausen. Her sendte Lucas Andersen sin holdkammerat gennem forsvarskæden, hvorefter Børsting skød på stolpen.

Kort inde i anden halvleg fik Alexander Ludwig sit andet gule kort, da han hev i Børstings trøje i en løbeduel. Dermed måtte Horsens fortsætte kampen med ti mand på banen.

Læs også:AC Horsens vil undgå de tre nederste pladser i grundspillet

I 55. minut fik Børsting så lov til at juble. Kasper Kusks langskud ramte stolpen, hvorefter Børsting gjorde det til 1-0.

Få minutter senere blev AaB-midtbanespiller Patrick Olsens skud afrettet, så bolden sejlede ind bag Matej Delac i Horsens-målet.

Kort før kampens afslutning gjorde indskiftede Tom van Weert det til 3-0. Efter et hjørnespark fik angriberen den sidste berøring i et kompakt felt.

I overtiden udbyggede Oliver Abildgaard føringen, da Jakob Ahlmann fandt ham med en velplaceret, dyb aflevering.

/ritzau/

Læs også:Bedst og værst: AaB straffede igen Horsens, hvis anfører dummede sig

Læs også:Video af underkendt AaB-mål: Kæmpe dommerfejl, mener kommentatorer

Læs også:AaB-spiller om at ramme topform: Det kommer ikke til at ske i år