Superliga

AaB-spiller om klubskifte: Der er muligheder

Lasse Nielsen vil ikke afvise, at han forlader barndomsklubben AaB for at prøve kræfter med en anden liga end den danske.

Lucas Andersen og Nicklas Helenius er dem, der bliver talt om, når snakken går på AaB og det åbne transfervindue. Men der løber andre potentielle salgsemner rundt i det nordjyske.

En af dem er Lasse Nielsen, der tidligere har været inde omkring det danske landshold. Og han vil ikke afvise, at han kunne finde på at skifte til en udenlandsk klub.

- Der er muligheder, men nu må vi se, hvad der sker. Jeg spiller i AaB, og det er jeg godt tilfreds med, og så vi må se om det ændrer sig, siger Lasse Nielsen til Nordjyske og fastslår, at han ikke vil tale om, hvorvidt der har været bud efter ham eller ej.

- Det vil jeg heller ikke tage her, hvis der var, siger forsvarsspilleren.

Lasse Nielsens kontrakt med AaB udløber først i sommeren 2014. Den 24-årige forsvarsspiller har spillet i AaB hele sin karriere.