AGF-keeper: Absolut ikke min fejl
Foto: Christer Holte/Polfoto
Superliga

AGF-keeper: Absolut ikke min fejl

Aleksandar Jovanovic fortæller, at bolden blev rettet af i forbindelse med Brøndbys sejrsmål, og han derfor er chanceløs.

AGF-keeper Aleksandar Jovanovic så bestemt ikke alt for godt ud, da Hany Mukhtar søndag scorede det afgørende mål for Brøndby i 1-0-sejren. Et langskud midt i målet fik lov at passere hele vejen forbi den serbiske keeper og i nettet.

På TV-billeder er det meget vanskeligt at få øje på, at bolden bliver rettet af på vej mod mål, hvorfor det ligner et kæmpe drop, men AGF-keeperen hævder, at bolden ramte Dzhamaldin Khodzhaniazov i hovedet og snød ham. Af samme årsag kan han ikke ligges målet til last.

- Min medspiller får et lille touch på bolden, og så snyder den mig, da jeg allerede er gået til højre. Hvis den ikke rører ham, så tager jeg den, siger Aleksandar Jovanovic på et gebrokkent engelsk.

Var det en fejl?

- Fra min side? Nej. Absolut ikke.

AGF har en pokalkamp mod Holbæk i midtugen, inden Esbjerg venter i næste Superliga-runde.