Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-profil: Det er lidt vildt, at alt stadig er åbent for os

AGF er midt i en skrækkelig periode, men har alligevel top 6 inden for rækkevidde. Det er lidt vildt, mener Casper Højer Nielsen, der ikke desto mindre ser kapløbet som helt åbnet for sit hold.

Det var ikke meget, der tydede på det dengang, men siden AGF vandt 3-2 over Brøndby IF i en medrivende kamp i september måned, har holdet kun vundet én Superliga-kamp. Det har skubbet det ned fra fjerde- til 11. pladsen.

Der risikerer AGF at blive isoleret hen over vinterpausen. Nok er der fem point ned til holdene under, men der er også ved at være langt op til top 6: ligeledes fem point og desuden fem forskellige hold, der skal overhales.

Det har de hvide fra Fredensvang syv kampe til at gøre, og Casper Højer Nielsen ser kapløbet om en plads i mesterskabsspillet som helt åben. Hvilket faktisk er overraskende for ham med tanke på holdets formkurve.

- Det er vigtigt, at vi får sluttet ordentlig af i den situation, vi er i. Det er så tæt i Superligaen - alt er stadig åbent for os, og det er egentligt lidt vildt, når man tænker på den periode, vi har været igennem. Men alt er langt fra afgjort, og på mandag skal vi gøre alt for at give os selv et godt afsæt til foråret, siger backen til agf.dk.

Højer Nielsen og co. møder på mandag Hobro IK og kan med en sejr hale ind på de andre top 6-bejlere. Omvendt betyder et nederlag selvsagt også, at den åbning, Casper Højer Nielsen ser, kan blive så godt som lukket i.

Læs vor optakt til opgøret her.