Video : Tipsbladet
Superliga

Alt om AGF: Gryer en ny dag, eller er det mandag hele ugen igen?

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang AGF.

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang AGF.

Transfers:

Ind:
Oscar Whalley (Sporting Gijon)

Ud:
Mikkel Rask (karrierestop)
Alexander Juel Andersen (Vendsyssel FF)
Daniel A. Pedersen (kontraktudløb)
Steffen Rasmussen (karrierestop)
Michael Zacho (kontraktudløb)
Mads Boe Mikkelsen (Vendsyssel FF)
Martin Pusic (kontraktudløb)
Frederik Møller (Silkeborg IF)

Træningskampe:
AGF – FC Midtjylland 1-3
Djurgårdens IF – AGF 2-2
Hamburger SV – AGF 1-5

Bud på idealopstilling (4-4-1-1): Jovanovic – Mikanovic, Kanstrup, Backman, Højer Nielsen – Stage, Amani, Guira, Ankersen – Sana – Junker

Status:
Det ville være en tilsnigelse at kalde AGF-truppen for forstærket forud for den forestående sæson. Ganske vist er kun to spillere fra startopstillingen forsvundet, Daniel A. Pedersen og Martin Pusic, men fine reserver i Frederik Møller, Steffen Rasmussen, Alexander Juel Andersen og Mikkel Rask er kun i målmandens tilfælde blevet erstattet.

Mon ikke AGF stadig er på jagt efter forstærkninger i alle tre kæder i marken. Ellers skal man lægge meget tiltro i nogle temmelig unge og uerfarne gutter.

Styrker:
Defensiven kom for alvor på plads i forårssæsonen, hvor holdet i perioder så umulige ud at score på. AGF leverede den ene solide og modne kamp efter den anden, og det skal de finde frem igen. For holdet lukkede for mange mål ind i slutrunden af sæsonen.

Svagheder:
Det er svært at se, hvem målene skal komme fra. Tobias Sana blev topscorer med otte af slagsen i sidste sæson, Martin Pusic nummer to med seks på et halvt år. Sidstnævnte er væk, så indtil AGF henter en ny angriber, er det foruden Sana op til folk som Kasper Junker, Mustapha Bundu, Jakob Ankersen og André Riel. De scorede henholdsvis fire, fire, fem og nul mål for AGF i sidste sæson (Riel dog fire, før han kom til klubben).

Han bliver vigtig:
Der var kampe i foråret, hvor det så ud til, at det hele skulle komme fra Tobias Sana. Den tidligere Ajax-spiller har idéerne og evnerne til at fremmane farlige situationer ud af den blå luft, og det så desuden langt bedre ud i foråret end i efteråret for Sana, efter han antageligvis var faldet bedre til på holdet.

Hold øje med:
Han var kun 16 år og 198 dage gammel, da han fik debut i sæsonpremieren i sidste sæson. Det gjorde Magnus Kaastrup til den yngste spiller på AGF’s førstehold nogensinde. Unge Kaastrup nåede i alt ti Superliga-kampe i sin første sæson for de voksne, og det er nok ikke helt skævt at forvente, at kantspilleren får endnu flere i den kommende sæson. Talentet er i hvert fald til det.

Spørgsmålstegnet:
På engelsk kalder de det groundhog day, når det samme uvelkomne mønster gentager sig om og om igen, og på svensk kaldte de filmen af samme navn Mandag hele ugen. Spørgsmålet er, om foråret var endnu et falsk daggry, eller om AGF virkelig har taget hul på lysere tider?

For de har stået før med masser af forhåbninger – og forventninger, ikke mindst – forud for en ny sæson og er blevet skuffede i Århus. Foråret gav løfter om fremgang, men det er nu, holdet skal vise, at det er permanent.

Bud på placering i grundspillet:
5-9

Premiere:
FC Midtjylland – AGF, lørdag den 14. juli klokken 19.00

Statistik fra sæsonen 2017/2018: