Video : Tipsbladet
Superliga

Alt om Esbjerg fB: Holder de gamle ben stadig sammen på forsvaret?

Tipsbladet.dk ser frem mod foråret i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang Esbjerg fB.

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang Esbjerg fB.

Transfers:
Ind:
Pyry Soiri (Admira Wacker)
Mathias Rosenørn (Thisted FC)
Nicklas Røjkjær (Viborg FF)

Ud:
Brent McGrath (kontraktudløb)
Adnane Tighadouini (Malaga, lejeaftale udløber)
Carlo Holse (FC København, lejeaftale udløber)
William Møller (kontraktudløb)
Klaus Moesgaard (kontraktudløb)
Lasse Mikkelsen (Næstved BK)

Træningskampe:
Esbjerg fB - Randers FC 2-2
FC Midtjylland - Esbjerg fB 0-2
Lørdag den 6. juli klokken 13.00: Vejle Boldklub - Esbjerg fB

Bud på idealopstilling (4-5-1): Jeppe Højbjerg – Daniel Anyembe, Rodolph Austin, Markus Halsti, Jesper Lauridsen – Pyry Soiri, Jacob ”Lungi” Sørensen, Lasha Parunashvili, Joni Kauko, Mathias Kristensen – Yuri Yakovenko

Status:
Den er vel tæt på at være quo. Esbjerg har hentet to offensivspillere, der kan gøre sig på kanterne, til startopstillingen eller lige der omkring, samt en reservemålmand. Det samme har klubben afgivet i form af Holse, Tighadouini og Mikkelsen.

Til gengæld mangler Esbjerg måske en anelse i bredden offensivt, og truppen var i forvejen ikke ligaens bredeste. Vi må dog nok også sige, at McGrath, Møller og Moesgaard sjældent spillede, så det store tab er det næppe.

Styrker:
De daværende oprykkeres defensiv viste sig at være modstandsdygtig gennem det meste af sæsonen, og det vandt holdet mange point på. Bronzemedajlerne var i det hele taget udtryk for et sammenspillet kollektiv, der fik det maksimale ud af hinanden. Truppen er stort set intakt, så mon ikke vi kan forvente det samme i denne sæson.

Svagheder:
Esbjerg havde problemer offensivt i sidste sæson, og kun bundholdene Vendsyssel FF og Hobro IK kom frem til færre afslutninger. Diverse tal for forventede mål viste også, at holdet statistisk set scorede mere, end det kunne regne med. Falder det tilbage til normalen, kommer EfB i problemer.

Nu skal man jo ikke tage europæisk fodbold som noget negativt, men hvis Esbjerg kommer langt i Europa League-kvalifikationen, kan det sætte den smalle trup under pres. Det har man set før. Spørg bare Lyngby, hvordan det gik, efter holdet vandt bronze.

Han bliver vigtig:
Superligaens ældste stopperduo leverede varen i sidste sæson, og EfB er afhængig af, at anfører Markus Halsti og hans makker, Rodolph Austin, gentager kunststykket. De to er fyldt 35 og 34 år, men i oprykkersæsonen kompenserede de fornemt for deres manglende fart. Og så var ikke mindst Halsti en vigtig leder og samlingspunkt for holdet.

Hold øje med:
Nicklas Røjkjær nåede kun halvandet år hos Viborg FF, og det siger noget om, at han hurtigt beviste sit værd i 1. division. Han har tidligere været i FC Københavns ungdomsafdeling og er noteret for 27 U-landskampe for Danmark, så talentet er der. Måske er tiden kommet til, at 20-årig Røjkjær udfolder det på den største scene herhjemme.

Spørgsmålstegnet:
Kan Esbjerg overraske igen? Det kom bag på alle, også klubben selv, at holdet klarede sig så godt i sidste sæson. Ikke at det skal tage noget fra præstationen, men EfB havde også marginalerne med sig undervejs, så spørgsmålet er, om holdet kan ride videre på succesbølgen.

Bud på placering i grundspillet:
6-9

Superligapremiere:
FC Midtjylland – Esbjerg fB, fredag den 12. juli klokken 19.00

Statistik fra sæsonen 2018/2019: