Antonsson klar til svensk FCK-samarbejde
Illustration
Superliga

Antonsson klar til svensk FCK-samarbejde

Mikael Antonsson danner gerne stopperduo med sin gode ven Pelle Nilsson.

Mikael Antonsson er tilbage i FC København efter nogle års fravær, og den svenske stopper har allerede stødt på flere landsmænd og kendte ansigter i truppen. 

Både midtstopperen Pelle Nilsson, målmanden Johan Wiland og venstrebacken Pierre Bengtsson er for eksempel i klubben, og derfor kan FC København i princippet næsten stille en hel bagkæde med svenskere. Det har Mikael Antonsson noteret sig.

- Da jeg var her sidst, var det også sådan med Bengtsson til venstre, jeg selv i midten og Wiland i målet. Dengang var Pospech højre back, og det bedste er nok en god blanding, siger Mikael Antonsson til tipsbladet.dk. 

Læs også: FC Københavns luksusproblem - og reelle problem

I FCK kommer han til at spille sammen med sin gode ven og landsholdskollega Pelle Nilsson, der tirsdag udtrykte glæde og overraskelse over at se Antonsson i FCK. Mikael Antonsson glæder sig også til samspillet med Pelle Nilsson.

- Per er en rigtig god fodboldspiller. Da han skrev kontrakt med FCK, vidste jeg, at han ville blive rigtig god her. Vi lærte at kende hinanden på landsholdet og har spillet sammen. Vi er begge to nogle stille og rolige fodboldspillere, der er gode til at snakke meget og gøre vores på banen. Han kommer til at spille mange gode kampe for FCK – det er jeg sikker på, siger han. 

Både Mikael Antonsson og Pelle Nilsson er med i FCK-truppen, der i disse dage er i Ukranie for at møde Dnipro Dnipropetovsk.